Paella med jomfru-hummerhaler og hjertemuslinger

Den skønne spanske ret, fuld af smag og total wow-effekt på middagsbordet. Der skulle være rigtig mange måder at tilberede en paella – men jeg er særlig stor tilhænger af dem, der er spækkede med skaldyr.

Paella med jomfruhummerhaler og hjertemuslinger

Ingredienser

Til 4 personer:

  • 12 jomfruhummerhaler
  • 1 net hjertemuslinger
  • 100 g chorizo
  • 3 fed hvidløg
  • 400 g paellaris (eller risottoris)
  • 2 tsk paprika
  • 1 stor tomat eller 2 mellem
  • 1,5 tsk safran
  • Ca. 1,5 liter grøntsagsbouillon
  • 1,5 dl ærter
  • 2 håndfulde persille
  • Olivenolie
  • 1 citron
  • Salt
  • Evt. 1 dl hvidvin

Hjertemuslingerne lægges i en skål koldt vand tilsat et par spsk salt, og så skal de gnubbes godt. Skyl efter med koldt vand. De muslinger, der ikke er lukkede, skal kasseres – resten gemmes i en skål i køleskabet, til de skal tilberedes. Jomfruhummerhalerne forberedes ved at flække dem på midten, og pille tarmen ud – de kan også stå på køl, til de skal tilberedes.

Forbered grøntsagsbouillonen, ved at koge vandet, og miks det med bouillon i en kande – kom safranen i. Bouillonen skal være varm, når den kommes i retten.

Løget snittes i finde tern – forbered også tomaterne og chorizoen, som begge skæres  i små tern. Sautér løget i en spsk olivenolie i et minuts tid ved middelhøj varme – tilføj nu chorizoen, og steg det godt i ca. 5 min., til løget er blevet gennemsigtigt, og chorizoen er skrumpet lidt ind. Tilføj paprika, 3 fed pressede hvidløg og tomat i tern – steg det godt igennem et par min., hvorefter risen tilsættes, og steger med yderligere et par min. Nu skal ca. 1 l af bouillonen tilsættes, hvorfter retten skal simre i ca. 20 min. Rør i retten med jævne mellemrum, og tilføj mere bouillon undervejs, så retten ikke bliver for tør og brænder fast i bunden. Smag retten til med salt.

Man kan vælge at lade muslingerne tilberede i selve paellaen, sammen med jomfruhummerhalerne, eller man kan tilberede dem ved siden af – så kan man bedre holde øje med, hvornår de er færdige, og kassere de muslinger, der ikke åbner sig. Kog 5-6 dl vand op med 1 tsk flagesalt, en håndfuld persille og evt. 1 dl hvidvin. Damp muslingerne heri ved middel varme i ca. 5 min., til de har åbnet sig.

Nu skal jomfruhummerhaler og ærter tilføjes til retten – miks det godt rundt i risene – retten skal herefter simre under låg (sørg for at der er væde nok i retten, til at det ikke brænder på) i ca. 6-7 min., til jomfruhummerhalerne er hvide og faste i kødet.

Servér med muslingerne i, samt en god håndfuld fintsnittet persille og citron i både på toppen. Servér med et godt brød til.

Skriv en kommentar