Det er slet ikke svært eller særligt tidskrævende at lave indbagt fisk – og det plejer at vække glæde hos hele familien. Nogle fritter af en slags, samt en tatarsauce er selvfølgelig et ‘must’.

Ingredienser
Til 4 personer:
Indbagt fisk:
- 4-500 g hvid fisk (evt. lange, sej, kuller eller lignende)
- 200 g + 2 spsk hvedemel
- 0,5 tsk bagepulver
- 1 øl (eller alternativt danskvand)
- 1,5 tsk salt
- 1 liter smagsneutral olie
- Citronbåde til servering
Tatarsauce:
- 1 dl creme fraiche
- 0,5 dl mayonnaise
- 2 tsk dijonsennep
- 0,5-1 tsk salt
- 1 spsk kapers
- 4 cornichoner
- 5-6 blade ramsløg (eller tilsvarende dild og purløg)
Fisk: Bland en våd dej af 200 g hvedemel, 0,5 tsk bagepulver, 0,5 tsk salt og en øl. Varm 1 liter olie i en tykbundet gryde (jeg bruger en støbejernsgryde) på højeste blus. Skær fisken i mindre, lige store stykker (en langefillet i tre stykker), og bland stykkerne med 2 spsk hvedemel og 1 tsk salt – dyp herefter fiskestykkerne i den våde dej, til de er helt dækkede, og kom 5 stykker fisk ad gangen i den varme olie (test gerne olien ved at komme en tsk dej i – når det bruser op om dejen, er olien varm nok). Fisken er færdig når dejen begynder at blive gylden (ca. 5-6 min.) – tag den indbagte fisk op, og lad den køle af på lidt køkkenrulle. Servér med citronbåde og tatarsauce – og som her med rodfrugtsfritter og ramsløgsmayonnaise.
Tatarsauce: Bland creme fraiche med mayonnaise og sennep. Hak kapers, cornichoner og ramsløg, og bland det i saucen. Smag til med salt.